Hvor sikre er de sociale medier for dit brand?

Global Alliance for Responsible Media (GARM) har lanceret en rapport, som for første gang måler og sammenligner brand safety ud fra fælles standarder på tværs af syv social media-platforme inklusive Facebook, Instagram, Twitter og YouTube.

Global Alliance for Responsible Media er et initiativ på tværs af brancher, der er skabt af World Federation of Advertisers med støtte fra en lang række nationale annoncørforeninger og deltagelse af blandt andet Arla og LEGO. Alliancen skal skabe fælles standarder for måling af indhold, der er skadeligt for brands og medier, den skal forbedre værktøjerne til at sikre brand safety, og den skal arbejde for ansvarlighed og uafhængige målinger og kontrol.

På baggrund af 9 måneders arbejde kan Global Alliance for Responsible Media nu lancere sit første initiativ, nemlig GARM’s Aggregated Measurement Report. Den viser blandt andet, at 8 ud af 10 af de mere end 3,3 milliarder stykker indhold, der er blevet fjernet af platformene i 2020, handler om spam, porno, hate speech eller aggression.

Rapporten fra GARM indeholder også et framework, som annoncører kan bruge til at forstå, hvordan SoMe-platformene håndhæver deres politikker på baggrund af fire spørgsmål: Hvor sikker er platformen for forbrugeren? Hvor sikker er den for annoncøren? Hvor effektivt overholder platformen sin egen politik? Og hvor god er den til at rette fejl i håndhævelsen?

World Federation of Advertisers’ CEO, Stephan Loerke, siger om lanceringen: “Samarbejdet mellem annoncører, bureauer og platforme har været meget konstruktivt, og vi har nu en fælles platform, der kan skabe endnu bedre fremskridt til glæde for samfundet, markedsførerne og det digitale økosystems langsigtede sundhed.”

Nordisk initiativ sikrer dansk forankring

Globale forbedringer skal implementeres lokalt, hvis de skal have en effekt. Så annoncørforeningerne i Danmark, Sverige og Finland har lanceret initiativet Nordic Alliance for Responsible Media (NARM), der skal sikre, at det globale arbejde også bliver til nytte for nordiske annoncører.

Holger Wilcks, direktør for Danske Annoncører og Markedsførere uddyber, ”NARM har to formål; vi skal tilpasse definitionen af skadeligt indhold til nordiske værdier. Vores opfattelse af kropskultur er jo anderledes end fx USA, og vi skal sikre, at der er overensstemmelse med national lovgivning og kommende EU-reguleringer.”

NARM-gruppen er stadig ved at blive dannet og tæller i dag ud over den danske annoncørforening også Sveriges Annonsörer, Marketing Finland, Telenor, Nordea, Lantmännen, Google og TikTok. Yderligere rekruttering er i gang med et forventet opstartsmøde i begyndelsen af juni.

Vil du vide mere?

Kontakt Holger Wilcks på mail til holger@daom.dk eller ring 2265 0947.

Download og læs rapport.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *