Krav om større gennemsigtighed for annoncører i DMA

Den 22. november vedtog Europa-Parlamentets Udvalg om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO), som leder forhandlingerne om EU’s lov om Digital Markets Act i Europa-Parlamentet, sin betænkning om den foreslåede forordning.

Digital Markets Act (DMA) har til formål at skabe mere konkurrencedygtige digitale markeder og større gennemsigtighed i den måde, meget store onlineplatforme som Google og Facebook leverer annoncetjenester på. I DMA bliver disse platforme kaldt gatekeeper-platforme.

Betænkningen, som nu skal til afstemning under et plenarmøde i Europa-Parlamentet den 16. december, indfører en række ændringer af Kommissionens oprindelige forslag, herunder et forbud for gatekeeper-platforme mod at målrette annoncer til mindreårige baseret på deres personlige data. Hvis rapporten bliver vedtaget, vil den danne grundlag for Europa-Parlamentets forhandlinger med Rådet og Kommissionen.

Digital Markets Act introducerer en række datadelingsforpligtelser for gatekeeper’-platforme, som kan hjælpe annoncører til bedre at forstå effektiviteten af deres annoncer, og hvordan deres annonceudgifter er fordelt på tværs af den digitale forsyningskæde. Under forhandlingerne I Europa-Parlamentet har drøftelserne været fokuseret på forordningens anvendelsesområde (dvs. hvilke såkaldte gatekeeper-platforme forpligtelserne vil gælde for) og indførelse af nye regler om brug af personoplysninger med henblik på målrettet annoncering.

Medlemmerne af IMCO-udvalget har nu vedtaget deres rapport, som introducerer en række ændringer i forhold til Europa-Kommissionens forslag, herunder regler om målrettet annoncering baseret på persondata:

  • Forpligtelsen for såkaldte gatekeeper-platforme til at give annoncører adgang til annonceprisdata er blevet udvidet. De foreslåede ændringer vil nu kræve, at gatekeepere giver annoncører oplysninger om den måde, priserne er fastsat, og annoncegebyrer beregnes på, de kriterier, der påvirker annonceauktionsprocessen, og de priser, som annoncører betaler.

  • Forpligtelsen, som kræver, at gatekeepere skal give annoncører adgang til deres værktøjer til måling af annoncepræstationer og den information, der er nødvendig for, at annoncører kan udføre deres egen uafhængige verifikation af deres annoncering, er også blevet udvidet. Tredjeparter autoriseret af annoncører vil nu også få adgang til disse værktøjer og data.

  • Kravet om at give annoncører adgang til de data, som bliver genereret af deres annonceaktivitet på gatekeeper-platforme, skal gøre det muligt for annoncører at analysere data uden en overførsel fra gatekeeperen. De foreslåede ændringer mangler dog at kræve, at gatekeepere deler alle data, der genereres i forbindelse med brugen af platformens tjenester. Dette kan betyde, at platforme er i stand til at vælge og vrage, hvilke data de beslutter sig for at dele med annoncører.

  • Mens Europa-Kommissionens forslag allerede indfører et forbud for gatekeeper-platforme mod at kombinere personlige data på tværs af deres tjenester uden brugerens samtykke, forhindrer IMCO-rapporten dem udtrykkeligt i at kombinere personlige data for at levere målrettet eller “mikromålrettet” reklame uden brugersamtykke.

  • Rapporten indfører også et forbud for gatekeepere mod at behandle personlige data til at profilere eller adfærdsmæssigt målrette annoncer til mindreårige. Et sådant forbud var ikke en del af Europa-Kommissionens forslag. Det er værd at bemærke, at Europa-Rådets holdning til DMA, som blev vedtaget i sidste uge, ikke indfører nogen forbud mod målrettet annoncering baseret på persondata. Det er derfor fortsat uklart, om et sådant forbud vil indgå i den endelige tekst.

  • Selvom Europaparlamentarikerne er enige i den nuværende tekst som grundlag for forhandlinger med de andre EU-institutioner, er der ingen garanti for, at disse foranstaltninger vil indgå i den endelige forordning. Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen vil nu forhandle om et endeligt kompromis. DMA vil derfor sandsynligvis tidligst træde i kraft i 2023.

Næste skridt:

Medlemmerne af Europa-Parlamentet forventes at vedtage deres udgangspunkt for fremtidige forhandlinger i plenarmødet den 16. december 2021.

Når de er vedtaget, vil interinstitutionelle (‘trilog’) forhandlinger mellem Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen med det formål at nå frem til en endelig kompromistekst begynde. Selvom der ikke er nogen tidsbegrænsning for disse forhandlinger, er der politisk vilje til at nå til enighed om en endelig DMA inden sommeren 2022.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *