Danske Annoncører og Markedsførere er født for at skabe vækst

En stiftende generalforsamling torsdag eftermiddag har dannet en ny samlende forening for markedsførende virksomheder og organisationer, der tager over, når Dansk Annoncørforening bliver opløst ved årsskiftet. Dens rolle? At skabe vækst for medlemmerne.

Dansk Erhverv og en arbejdsgruppe af CMO’er fra nogle af landets største annoncører, har frem til den stiftende generalforsamling arbejdet på at gentænke formål, fokus og forretningsmodel for en ny, stærk annoncørforening, der kan samle markedsførere på tværs af brancher. Her har man formuleret en klar mission: Foreningen skal skabe vækst for marketingprofessionelle, for brands og virksomheder og for branchen. Det skal den gøre gennem politisk indflydelse, ved at arbejde for fair, transparente og bæredygtige markeder for køb af medier og marketingydelser samt gennem uddannelse, erfaringsudveksling og netværk.

Om formålet siger en af initiativtagerne, Holger Wilcks, der er direktør for den snart opløste Dansk Annoncørforening, ”Fordi vi har gentænkt, hvad en forening for annoncører egentlig skal gøre for sine medlemmer, har vi også haft mulighed for at sætte værdi og skabelse af vækst som det helt centrale. Det er for at gøre vores medlemmer bedre og stærkere, at vi arbejder for at skabe de bedst mulige vilkår for dem i lovgivningen og i deres samarbejde med medier, bureauer og teknologileverandører. Kravet om at skabe vækst bliver centralt i alt, hvad vi kommer til at foretage os fremover.”

I den kommende tid skal den valgte bestyrelse fastlægge mål og fokusområder for de næste år. Om det uddyber Holger Wilcks, ”Nu er det jo op til bestyrelsen og medlemmerne, men jeg forventer, at især 3 sager vil komme højt på dagsordenen. Den ene er en mærkningsordning for grøn markedsføring, som skal foregribe et egentligt politisk indgreb, den anden er at forhandle standardaftaler for køb af medier, marketingydelser og teknologi og den tredje er at hjælpe vores medlemmer til at blive bedre indkøbere af de selvsamme tre ting.”

Foreningen vil i løbet af 2021 danne digitalt baserede netværk på tværs af landet som adhoc arbejdsgrupper og netværk til erfaringsudveksling og den vil koncentrere sig om få, udvalgte uddannelsesaktiviteter, der udelukkende er henvendt til CMO’er, eller talenter der ønsker at blive det.

Fra Dansk Erhvervs side er man glad for, at det er lykkedes at skabe en forening, som kan være en samlende stemme for danske markedsførende organisationer. Betina Hagerup, direktør i Dansk Erhverv siger, ”Marketing er blevet voldsomt mere komplekst, end det var for blot 10 år siden. Der er ganske enkelt brug for en fagspecifik og kompetent forening, der kan samle medlemmernes ekspertise og ønsker og påvirke lovgivning og markeder i den rigtige retning. Vi glæder os over, at det er lykkedes at danne en ny forening, og vi ser frem til et godt og langt samarbejde.”

Danske Annoncører og Markedsføreres nyvalgte bestyrelse er: Frederik Scholten, 3 Danmark; Michael Stein, Semler Mobility; Jesper Thyssen, Danske Spil; Kim B. Jørgensen, McDonald’s; Pia Niemann, Coop og Kim Olesen, Kindred Group.

De valgte til bestyrelsen deltog alle i arbejdsgruppen, som der ud over omfattede Lise Bloch Thomsen, eCommerce- og Marketingdirektør, Magasin; Michael Gamst, SVP Brand & Marketing Development, Nykredit og Holger Wilcks, adm. direktør, Dansk Annoncørforening.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *